Principper
Her kan du læse principper
Principper
|
Elever der forlader skolen uden aftalePå Brøndbyvester Skole ønsker vi at skabe tryghed og undgå unødige bekymringer hos både elever, forældre og medarbejdere. Derfor er det vigtigt med en fælles forståelse og tydelige procedurer, hvis en elev forlader skolen uden aftale. Hvis en elev forlader skolen i utide, orienterer personalet skolens kontor, som herefter kontakter hjemmet. I samarbejde vurderes det, hvilke yderligere tiltag der eventuelt skal iværksættes. Når eleven er fundet eller vendt tilbage, orienterer skole og hjem gensidigt hinanden. Skolens udgangspunkt er, at eleverne opholder sig på skolen i skoletiden, og at eventuelle udfordringer håndteres i samarbejde med skolens medarbejdere i skole og SFO.
|
Elevernes bevægelse mellem skolens matrikler
På Brøndbyvester Skole anvendes begge skolens matrikler, når det understøtter undervisningens tilrettelæggelse og giver eleverne de bedst mulige læringsbetingelser.
I den forbindelse kan elever fra 4. klassetrin og opefter færdes mellem matriklerne på egen hånd.
Inden dette sker, modtager eleverne vejledning i, hvordan de skal færdes sikkert og ansvarligt i trafikken, herunder overholde gældende trafikregler samt eventuelle aftaler om gå-makkere.
Transport mellem skolens matrikler og SFO
På Brøndbyvester Skole skal transport mellem skolens matrikler – herunder mellem skole og SFO – foregå under trygge og tydelige rammer med fokus på ansvar og opsyn.
For elever i 3. klasse foregår transporten som udgangspunkt samlet, hvor personalet følger eleverne mellem skole og SFO.
Forældre har mulighed for at give deres barn tilladelse til selv at transportere sig mellem skole og SFO. Dette kræver skriftligt samtykke fra forældrene.
Erstatning ved elevers medbragte værdigenstande
På Brøndbyvester Skole medbringes elevers personlige værdigenstande – eksempelvis tøj, ure, smykker, mobiltelefoner, tablets og computere – på eget ansvar. Dette gælder også i situationer, hvor genstandene opbevares samlet som følge af skolens øvrige retningslinjer.
Skolen kan ikke holdes erstatningsansvarlig ved bortkomst, tyveri eller beskadigelse af elevers egne værdigenstande. Eventuel erstatning må derfor afklares gennem familiens private forsikringer.
Det kan desuden ikke forventes, at skolen iværksætter omfattende undersøgelser eller eftersøgning i forbindelse med bortkomne genstande.
Ansvar for skolens undervisningsmidler
På Brøndbyvester Skole udlånes der i vidt omfang undervisningsmidler til eleverne, herunder skolebøger, Chromebooks, tablets og andre digitale hjælpemidler. Derudover stiller skolen bygninger og fastmonteret undervisningsudstyr til rådighed.
Alle elever har et ansvar for at behandle skolens materialer og udstyr med omtanke og passe godt på dem. Hvis undervisningsmidler bortkommer eller beskadiges i en grad, så de ikke længere kan anvendes efter deres formål, kan skolen kræve erstatning.
Et eventuelt erstatningskrav behandles efter dansk rets almindelige regler om erstatningsansvar uden for kontrakt. Det betyder blandt andet, at eleven skal kunne give en troværdig forklaring, hvis et undervisningsmiddel er mistet ved et hændeligt uheld, for at kunne fritages for ansvar.
Skolen vil desuden i mange tilfælde kunne rette et erstatningskrav mod elevens forældre i overensstemmelse med reglerne i lov om hæftelse for børns erstatningsansvar.
Klassedannelse, klassesammenlægning og klassedeling
På Brøndbyvester Skole indgår arbejdet med klassedannelse som en vigtig del af planlægningen af hvert skoleår. Formålet er at sikre bæredygtige klasser med fokus på trivsel, faglig udvikling og en hensigtsmæssig klassestørrelse.
Skolens ledelse indstiller til skolebestyrelsen, hvor mange klasser der skal være på de enkelte årgange. På baggrund af indstillingen træffer skolebestyrelsen beslutning om klassernes antal inden for gældende lovgivning og de tildelte ressourcer.
Ved opstart af nye 0. klasser følges Brøndby Kommunes overgangsprocedure fra daginstitution til SFO og videre til skole.
Hvis det bliver nødvendigt at sammenlægge eller opdele klasser på en årgang, sker det efter en fastlagt proces med henblik på at skabe velfungerende og bæredygtige klasser. I processen lægges der blandt andet vægt på:
- at klasserne afspejler skoledistriktets befolkningssammensætning
- en hensigtsmæssig fordeling af piger og drenge
- en balance i elevernes faglige og sociale forudsætninger
Når nye klasser dannes, prioriteres det, at eleverne får den nødvendige tid og støtte til at udvikle fællesskab, trivsel og et godt læringsmiljø.
Skole- og hjemsamarbejde
På Brøndbyvester Skole er samarbejdet mellem skole og hjem en vigtig forudsætning for elevernes trivsel, læring og deltagelse i positive fællesskaber. Samarbejdet skal bidrage til, at alle elever får lige muligheder for at udvikle sig, udfolde deres potentiale og trives i overensstemmelse med kommunens Børnesyn.
Samarbejdet tager udgangspunkt i skolens fælles værdier: ansvar, fællesskab, anerkendelse, respekt og trivsel – med forståelse for skolens og hjemmets forskellige ansvarsområder. Samtidig bygger samarbejdet på en fælles tilgang om, at alle gør det bedste, de kan.
Den løbende kommunikation og orientering mellem skole og hjem sker blandt andet gennem:
- Aula
Den daglige kommunikation foregår via Aula og anvendes primært til korte, gensidigt orienterende beskeder. - Ugeplaner i Aula
Skolen orienterer om undervisningens indhold og aktiviteter gennem ugeplaner, som offentliggøres i Aula. - Skole-hjemsamtaler og åbent hus-arrangementer
Samtaler og arrangementer har til formål at understøtte den enkelte elevs trivsel samt sociale og faglige udvikling. - Forældremøder
Forældremøder skal styrke klassens fællesskab og understøtte elevernes trivsel samt sociale og faglige udvikling.
Hvis der er behov for en mere uddybende dialog, bør kommunikationen foregå mundtligt – enten telefonisk eller ved et møde.
Skoleindskrivning
På Brøndbyvester Skole sker skoleindskrivning i overensstemmelse med gældende lovgivning, styrelsesvedtægten samt kommunalpolitiske beslutninger. Skolen kan derfor afvise elever, der ikke bor i skoledistriktet, hvis det gennemsnitlige elevtal på årgangen overstiger 22 elever pr. klasse.
Børn med bopæl i skolens distrikt er altid sikret en plads på skolen.
Ved oprettelse af nye klasser – herunder 0. klasser – optages først børn fra skoledistriktet samt elever, der har søgt skolen, så længe optaget ikke medfører behov for at oprette en ekstra klasse på årgangen.
Hvis der er flere ansøgere end ledige pladser, fordeles pladserne efter følgende prioriterede rækkefølge:
- Børn bosiddende i Brøndby Kommune prioriteres før børn fra andre kommuner
- Søskende til elever på skolen prioriteres
- Familiemæssig tilknytning til elever på skolen vægtes
- Børn med kortest afstand til skolen prioriteres
- Lodtrækning anvendes, hvis øvrige kriterier ikke afgør optaget
Ansøgninger om optagelse på andre tidspunkter i skoleforløbet behandles ud fra det aktuelle elevtal på årgangen på tidspunktet for henvendelsen.
Skolen fører ikke ventelister til årgangene.
Optagelse i skolens idrætsklasser følger særlige retningslinjer og indgår ikke i beregningen af det gennemsnitlige elevtal på årgangen.