Vores værdier, principper og strategier
Her finder du Brøndbyvester Skoles politikker og strategier, herunder vores antimobbestrategi.
Ud over lokale strategier og politikker på Brøndbyvester Skole, findes der overordnede politikker for alle folkeskoler i Brøndby Kommune:
Skolens værdigrundlag danner bagtæppe for alle indsatser og handlemåder i og udenfor undervisningen.
Vi sætter faglighed højt, hvilket indebærer at børn bliver mødt af uddannede, kompetente og engagerede voksne.
På skolen arbejdes der med både faglige og sociale fællesskaber ud fra anerkendelsen af, at der findes mange forskellige fællesskaber og fællesskabende aktiviteter.
I skolens hverdag og ved fejringer opbygges mange aktiviteter, der alle understøtter elevernes læring og tanken om, at alle skal blive så dygtige, både fagligt og socialt, som de kan.
På Brøndbyvester Skole er der ingen der kan stå alene og ingen skal stå alene
Brøndbyvester Skole lægger vægt på, at skole-hjem-samarbejdet foregår i gensidig respekt og
tillid, og at der er et tillidsfuldt og positivt samarbejde med hjemmene om elevens faglige, sociale
og personlige udvikling.
Skole-hjem-samarbejdet består grundlæggende af forældremøder, aftalte samtaler mellem skole
og hjem, sociale arrangementer samt den løbende mundtlige og skriftlige kontakt. Kontakten
foregår her primært via Aula, gennem telefon samt ved personlige samtaler.
Vi ønsker at fremme en kultur på vores skole der er præget af sunde fællesskaber, og i skolen har vi mulighed for at lære vores elever om de valg der kan være med til at man kan forblive sund på langt sigt, og dermed få det bedste ungdomsliv og efterfølgende voksenliv.
Princippet skal være med til at forebygge brug af nikotin.
Vores skole er nikotinfri, det vil sige at alle former brug af nikotin er forbudt. Dette gælder også for el cigaretter, snus, vandpibe, puff og alle andre forme for nikotinholdige produkter.
Skolens elever må ikke ryge, anvende snus, eller andre nikotinholdige produkter i skoletiden og SFO/Klub tiden, hverken på matriklerne eller uden for matriklerne. Hvis en lærer/pædagog/ansat ser en elev anvende snus, ryge eller lignende skal han/hun gøre opmærksom på, at han/hun ikke må ryge/anvende snus og lignende i skoletiden. Forældre kontaktes af klasselæreren med henblik på at informere og have dialog om mulige tiltag.
Hvis overtrædelse af forbuddet gentages flere gange (mere end 3 gange) håndteres det ved at ledelsen/lærerne inviterer forældre og pågældende elev til en samtale.
Voksne på vores skole er i lighed med eleverne underlagt samme regelsæt i forhold til at rygning/anvendelse af snus er forbudt.
Ydermere er de voksne rollemodeller for eleverne på skolen.
Skolen sørger løbende for at undervise i viden om rygning og anvendelse af nikotinholdige produkter, særligt med henblik på hvor skadeligt det er for sundheden. Ligeledes undervises via det sociale pensum og AKT-årshjulet i det at kunne sige fra.
Skolen har samarbejde med forvaltningens rygestop konsulent, hvilket betyder, at der kan etableres individuelle og gruppeforløb i forhold til at stoppe med forbruget af nikotin.
Vores trivselsstrategi har til formål at skabe et positivt og støttende miljø for elever, hvor trivsel og læring går hånd i hånd. Målet er at fremme en tryg skolekultur, hvor elever føler sig inkluderede, motiverede og klar til at udfolde deres fulde potentiale. Vores strategi for arbejdet med børns trivsel dækker tiltag, der fremmer trivsel og samtidig har fokus på tidlige indsatser. Det er vores holdning, at alle har et ansvar for at alle trives og for at gribe ind, hvis man oplever, at børn ikke trives. Forældre, skolens personale og eleverne har et fælles ansvar for at samarbejde om trivslen.
Trivselsstrategien skal ses som en del af skolens værdigrundlag og en udmøntning af denne. Skolens antimobbestrategi er en del af skolens trivselsstrategi, da vi ønsker at forebygge og lave tidlige indsatser ift. mobning. Når vi identificerer vedvarende drillerier eller chikane tilrettelægges individuelle og konkrete indsatser med afsæt i det aktuelle forhold. Alle involverede parter har et ansvar for at identificere disse forhold samt tage aktiv og konstruktiv del i løsningen.
Vores mening om trivsel:
- At du er med til at skabe et godt læringsmiljø.
- At du er en del af fællesskabet på Brøndbyvester Skole.
- At du behandler andre, som du selv vil behandles.
- At du ser glade børn og voksne.
Det gør vi i praksis:
- Vi taler om sprogets betydning for samvær med hinanden, både imellem lærer/elev, elev/elev, lærer/forældre og forældre/forældre.
- Vores tiltag i skolen udarbejdes konkret i situationen med hjælp fra skolens ressourcepersoner; vejledere og inklusionskoordinator.
- Ressourcepersonerne analyserer på praksis og tager udgangspunkt i den konkrete situation, da ingen sager er ens. Når et forløb er i gang, evalueres det med de implicerede aktører, som vurderer om sagen er løst eller om nye tiltag skal iværksættes.
- Vejledere indgår i samarbejde med klasseteams i forløb med enkelte elever, klasser og forældre.
- Klasseteams underviser i brugen af digitale medier.
Det gør forældre i praksis:
- Går i positiv dialog med skolens personale.
- Taler med dit barn om dine forventninger til skolearbejdet.
- Taler med dit barn om, hvordan man agerer på skolen og i klasserummet.
- Orienterer dig på de sociale medier i forhold til dit barn.
- Deltager i klasse- og mødeaktiviteter.
- Deltager og bidrager i klassens sociale liv
Det gør vi sammen i praksis:
- Vi indgår i en konstruktiv dialog.
- Vi har tillid til og respekt for hinandens viden og praksis.
- Vi støtter op om forældreforeningen.
I skabelsen af et inkluderende klassefællesskab lægger vi vægt på at etablere et miljø, hvor elever respekterer hinanden og samarbejder harmonisk. Vi opfordrer til inkluderende aktiviteter og øvelser, der fremmer forståelse og accept af mangfoldighed. En vigtig del af vores tilgang er at facilitere samtaler om trivsel og ejerskab. Regelmæssige dialoger om trivsel og opbyggelsen af et positivt fællesskab er essentielle. Gennem disse samtaler og tilhørende øvelser hjælper vi eleverne med at håndtere stress, udvikle robusthed og støtte hinanden i oplevelser og situationer, der kan være udfordrende. Elevinvolvering er nøglen til at skabe et meningsfuldt skolemiljø. Vi stræber efter aktivt at inddrage eleverne i beslutningsprocesser og skolens aktiviteter. Dette inkluderer deltagelse i elevrådet, projekter og begivenheder, der styrker deres følelse af medejerskab og ansvar. I vores undervisning prioriterer vi faglig støtte og differentiering. Vi stræber efter at tilbyde differentieret undervisning for at imødekomme elevernes individuelle behov så vidt muligt. Med et dedikeret ressourceteam skaber vi ekstra støttemuligheder og ressourcer for dem, der har behov for det. Dette sikrer, at alle elever føler sig set og støttet i deres skolegang.
Top of Form
Bottom of Form
På skolen har vi årlige trivselsmålinger, som lærerne skal arbejde aktivt med. Dette for at arbejde målrettet med det, der rører sig I den pågældende klasse.
Vi samarbejder med forældre for at opretholde et stærkt partnerskab mellem skole og hjem. Dette har til formål at skabe øget elevtrivsel og tilfredshed, styrkelse af sociale færdigheder og samarbejde, reduktion af mobning og konflikter, forbedret faglig præstation og lyst til læring samt skabelse af et positivt læringsmiljø, der motiverer eleverne til at deltage aktivt.
Ved kontinuerligt at arbejde efter ovenstående principper, stræber vi efter at skabe en folkeskole, hvor elever trives, lærer med glæde og udvikler sig som helstøbte individer.
Brøndbyvester Skole februar 2024